Hvornår er det billigst at købe flybilletter til USA?
Du har måske hørt, at hvis man venter til et bestemt tidspunkt, så kan man få flybilletterne til USA billigere. Men hvor lang tid skal man vente med at købe flybilletterne, og hvor skal man købe dem?
Hvornår er flybilletter billigst?
Efter internettet virkelig har vundet indpas, hvad gælder køb af flybilletter, så kan sider som Momondo begynde at lave nogle beregninger på deres prisudvikling, og det deler de gladeligt med alle os andre. Vil du f.eks. fra Billund til New York, mener Momondo, at det er billigst, når du køber 55 dage i forvejen, og den billigste uge at rejse i er uge 45. Vil du i stedet til Los Angeles, skal du købe flybilletterne 53 dage i forvejen.
Personligt mener jeg at det er det rene vås, og tal der ikke giver nogen mening. For det første har jeg netop købt en flybillet flere måneder i forvejen, billigere end den dag hvor momondo mener den er billigst. Som jeg har nævnt i andre indlæg, så er den billigste flybillet som oftest ikke den bedste, den billigste kan ofte give rejsetider over 25 timer, eller mere end et transitsted , hvilket Momondo ikke regner med, når de laver deres udregninger.
Men helt ubrugelig er udregningen dog ikke, jeg bruger det selv til at finde ud af, hvornår flybillet begynder at blive væsentlig dyrere, og jeg ved ud fra det, hvor lang tid jeg kan vente med at købe flybilletten.
Jeg har tidligere selv fulgt prisudviklingen dag for dag, over 8 måneder, og prisen udvikler sig ikke meget, og så har du en klar fordel ved at købe din flybillet i god tid, – du har større muligheder for at få nogle gode sædereservationer.
Derfor: Studer hvem der udbyder den billigste flybillet, og køb den så, når du ved, du skal af sted.